Spørger var en alternativ investeringsfond (AIF), som var et x-landsk selskab (herefter Fonden), som investerede i fast ejendom beliggende i bl.a. Danmark.

Fonden ejede - via et luxembourgsk selskab - et dansk og et x-landsk holdingselskab, som ejede en række danske ejendomsselskaber med fokus på ejendomsinvesteringer. Fonden modtog udbytter og renter fra det luxembourgske selskab samt tilbagebetaling af koncerninterne lån ydet til selskaber i koncernen.

Holdingselskaberne modtog udbytter fra de danske ejendomsselskaber og renter af og tilbagebetaling af aktionærlån ydet til de danske ejendomsselskaber. De modtagne udbytter ville blive anvendt til egenkapitalinvestering i holdingselskaberne og koncerninterne lån til de danske ejendomsselskaber med henblik på investering i fast ejendom i henhold til investeringspolitikken.

De modtagne renter ville bl.a. blive anvendt til tilbagebetale kortfristede lån ydet af Fonden og til at betale renter på lån ydet af Fonden.

Skatterådet bekræftede, at der ikke var begrænset skattepligt af modtagne udbytter og renter fra de danske ejendomsselskaber i henhold til henholdsvis selskabsskattelovs § 2, stk. 1, litra c og litra d, samt at ligningslovens § 3 ikke fandt anvendelse.

Spørgers selskab H1 havde i en længere årrække ejet og udlejet fire ejendomme. Spørger ønskede at foretage en ophørsspaltning af H1 og herefter overdrage anparter i det nye selskab - X ApS - til sin søn med skattemæssig succession i henhold til aktieavancebeskatningslovens § 34. Skatterådet kunne bekræfte, at ejertidskravet på 1 år i aktieavancebeskatningslovens § 34, stk. 7, 3. pkt., efter spaltningen fortsat ville være opfyldt for de fire ejendomme. Skatterådet kunne endvidere bekræfte, at kravet om aktiv udlejningsvirksomhed var opfyldt for hver af de fire omhandlede ejendomme, og at kravet i aktieavancebeskatningslovens § 34, stk. 7, 1. pkt., om aktiv udlejningsvirksomhed derved var opfyldt.

Spørger ønskede at overdrage sine anparter i H1 med skattemæssig succession til sin søn. Spørger ønskede i den forbindelse bekræftet, at Ejendom Y, der var ejet af datterselskabet Ejendomsselskabet, opfyldte kravet i aktieavancebeskatningslovens § 34, stk. 7, 1. pkt., om, at opgaven med indgåelse af aftaler af væsentlig økonomisk betydning for driften af ejendommen ikke i overvejende grad blev varetaget af en uafhængig fysisk eller juridisk person, der sædvanligvis indgik aftalerne eller sædvanligvis spillede den afgørende rolle ved indgåelsen af aftalerne. Skatterådet bekræftede dette.

Spørger påtænkte at gennemføre et generationsskifte af Holding ApS, der ejede 100 procent af kapitalen i A A/S, der havde tegnet xx stk. andele i B A.m.b.A.

Spørger ønskede afklaret, om A A/S’ andele i B A.m.b.A. skulle anses for et erhvervsaktiv (aktiv kapitalanbringelse) eller et pengetankaktiv (finansielt aktiv/passiv kapitalanbringelse) i forhold til aktieavancebeskatningslovens § 34, stk. 6.

Andelene i B A.m.b.A. var omfattet af aktieavancebeskatningslovens § 18, og det fremgik af aktieavancebeskatningslovens § 34, stk. 6, 2. pkt., at besiddelse af andele omfattet af aktieavancebeskatningslovens § 18 ved bedømmelsen af pengetankreglen i aktieavancebeskatningslovens § 34, ikke skulle anses som besiddelse af værdipapirer. Videre fremgik det af forarbejderne til bestemmelsen, at andele omfattet af aktieavancebeskatningslovens § 18 skulle medregnes til den erhvervsaktive del af virksomheden, når andelene blev ejet via et selskab. Der skulle derfor, for disse andele, ikke foretages en konkret vurdering af, om andelene skulle anses for passiv kapitalanbringelse, idet disse andele pr. definition udgjorde erhvervsaktiver og dermed ikke passiv kapitalanbringelse. 

Skatterådet bekræftede derfor, at A A/S’ andele i B A.m.b.A., skattemæssigt ikke skulle kvalificeres som et finansielt aktiv, jf. aktieavancebeskatningslovens § 34, således at der ikke var tale om passiv kapitalanbringelse.

Under spørgsmål 1 bekræftede Skatterådet, at Spørgers bygge- og anlægsaktiviteter, som forventedes at vare 1,5-2 år, medførte etablering af et fast driftssted efter selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra a, jf. stk. 2. Skatterådet bekræftede samtidig, at dobbeltbeskatningsoverenskomsten ikke ændrede Danmarks beskatningsret. Endelig bekræftede Skatterådet, at en eventuel omkvalificering af det danske interessentskab efter § 2 C ikke ændrede, at Spørger havde et fast driftssted i Danmark gennem interessentskabet.

Under spørgsmål 2 bekræftede Skatterådet, at når hver ejer varetager en separat del af projektet, hæfter fuldt ud for interessentskabets forpligtelser, interessentskabet ikke deltager i leverancer eller påtager sig risiko, og hver ejer modtager et armslængdevederlag, skulle der ikke allokeres indkomst til beskatning i interessentskabet.

Under spørgsmål 3 bekræftede Skatterådet, at Spørger ikke havde fast driftssted for den del af projektet, der vedrørte Projekt-B-arbejdet, selvom Spørger havde fast driftssted for Projekt-A-arbejdet, da de to arbejder ikke blev vurderet som ét samlet projekt.

Under spørgsmål 4 bekræftede Skatterådet, at da lønomkostningerne for medarbejdere på Projekt-B blev afholdt i hjemlandet og ikke blev tilskrevet Spørgers faste driftssted for Projekt-A, ville medarbejderne ikke blive begrænset skattepligtige i Danmark, forudsat at Projekt-B ikke udgjorde et fast driftssted.

Spørgsmål 5 bortfaldt som følge af svaret under spørgsmål 4.

Under spørgsmål 1 bekræftede Skatterådet, at Spørgers bygge- og anlægsaktiviteter, som forventedes at vare 1,5-2 år, medførte etablering af et fast driftssted efter selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra a, jf. stk. 2. Skatterådet bekræftede samtidig, at dobbeltbeskatningsoverenskomsten ikke ændrede Danmarks beskatningsret. Endelig bekræftede Skatterådet, at en eventuel omkvalificering af det danske interessentskab efter § 2 C ikke ændrede, at Spørger havde et fast driftssted i Danmark gennem interessentskabet.

Under spørgsmål 2 bekræftede Skatterådet, at når hver ejer varetager en separat del af projektet, hæfter fuldt ud for interessentskabets forpligtelser, interessentskabet ikke deltager i leverancer eller påtager sig risiko, og hver ejer modtager et armslængdevederlag, skulle der ikke allokeres indkomst til beskatning i interessentskabet.

Under spørgsmål 3 bekræftede Skatterådet, at Spørger ikke havde fast driftssted for den del af projektet, der vedrørte Projekt-B-arbejdet, selvom Spørger havde fast driftssted for Projekt-A-arbejdet, da de to arbejder ikke blev vurderet som ét samlet projekt.

T1 var tiltalt for skattesvig af særlig grov karakter ved for indkomstårene 2007 og 2012 med forsæt til at unddrage det offentlige skat, at have undladt inden 4 uger efter selvangivelsesfristen ved modtagelse af skatteansættelse, at meddele told- og skatteforvaltningen, at indkomsten var ansat for lavt med henholdsvis 1 mio. kr. og 1 mio. kr., hvorved det offentlige blev unddraget 1.079.352 kr. i skat i alt.

T2 var tiltalt for skattesvig af særlig grov karakter ved for indkomstårene 2010 og 2012 med forsæt til at unddrage det offentlige skat, at have afgivet urigtige eller vildledende oplysninger til brug ved afgørelse af skatteansættelsen eller skatteberegningen, idet hun havde angivet sin indkomst for lavt med henholdsvis 1 mio. kr. og 1 mio. kr., hvorved det offentlige blev unddraget 1.002.315 kr. i skat i alt.

T3 var tiltalt for skattesvig af særlig grov karakter ved for indkomstårene 2010 og 2012 med forsæt til at unddrage det offentlige skat, at have afgivet urigtige eller vildledende oplysninger til brug ved afgørelse af skatteansættelsen eller skatteberegningen, idet han havde angivet sin indkomst for lavt med henholdsvis 4 mio. kr. og 2 mio. kr., hvorved det offentlige blev unddraget 2.867.324 kr. i skat i alt.

T4 var tiltalt for skattesvig af særlig grov karakter ved for indkomståret 2007, med forsæt til at unddrage det offentlige skat, at have undladt inden 4 uger efter selvangivelsesfristen ved modtagelse af skatteansættelse, at meddele told- og skatteforvaltningen, at indkomsten var ansat for lavt med 1. mio. kr., hvorved det offentlige blev unddraget 543.648 kr. i skat.

T5 var tiltalt for skattesvig af særlig grov karakter ved for indkomstårene 2007 og 2012, med forsæt til at unddrage det offentlige skat, at have undladt inden 4 uger efter selvangivelsesfristen ved modtagelse af skatteansættelse, at meddele told- og skatteforvaltningen, at indkomsten var ansat for lavt med henholdsvis 1. mio. kr. og 1 mio. kr., hvorved det offentlige blev unddraget 970.684 kr. i skat.

Anklagemyndigheden nedlagde i medfør af straffelovens § 79, stk. 1, påstand om, at T3 blev frakendt retten til at udøve virksomhed som revisor.

De tiltalte forklarede i det store og hele, at der var tale om lån, der skulle tilbagebetales.

Told- og skatteforvaltningen havde vurderet pengeoverførslerne til at være skattepligtige gaver. Pengeoverførslerne var desuden blevet civilretligt behandlet ved domstolene, hvor Østre Landsret i ankedom af 9. marts 2021 nåede frem til, at der objektivt set var tale om skattepligtige gaver, idet det ikke var meningen, at de modtagne pengebeløb på noget tidspunkt skulle tilbagebetales.

Byretten lagde til grund, at der objektivt set var tale om skattepligtige gaver i lighed med landsretten i den civilretlige ankedom.

Byretten lagde til grund, at T1 vidste, at pengene ikke skulle tilbagebetales, og at sådanne pengegaver var skattepligtig indkomst, som han var forpligtet til at selvangive. Retten lagde desuden til grund at det fremlagte lånedokument alene var oprettet pro forma. For indkomståret 2007 lagde byretten til grund, at der var indtrådt forældelse den 29. maj 2018, idet det ikke var belyst, hvornår T åbnede sin e-boks efter modtagelse af sigtelsen den 23. maj 2018. Det fandtes ikke tilstrækkeligt, at sigtelsen var kommet frem til e-boks. T1 fandtes herefter alene skyldig vedrørende indkomståret 2012, hvor skatteunddragelsen var 502.400 kr.

Byretten lagde til grund, at T2 vidste, at pengene ikke skulle tilbagebetales, og at sådanne pengegaver var skattepligtig indkomst, som hun var forpligtet til at selvangive. Retten lagde desuden til grund, at de fremlagte lånedokumenter vedrørende nogle af pengeoverførslerne alene var oprette proforma. Det kunne ikke føre til et andet resultat, at hun lod sin mand tage sig af selvangivelsen, da hun var bekendt med, at han ikke selvangav de modtagne pengebeløb for hende. T2 fandtes herefter skyldig i tiltalen.

Byretten lagde til grund, at T3 vidste, at pengene ikke skulle tilbagebetales, og at sådanne pengegaver var skattepligtig indkomst, som han var forpligtet til at selvangive. Retten lagde desuden til grund, at de fremlagte lånedokumenter vedrørende nogle af pengeoverførslerne alene var oprettet pro forma. T3 fandtes herefter skyldig i tiltalen.

T4 og T5 havde modtaget sigtelse i e-boks, men der var ifølge byretten ikke ført bevis for, at de havde gjort sig bekendt med meddelelsen. T4 og T5 blev herefter frifundet, idet der var indtrådt forældelse.

T1 idømtes 3 måneders betinget fængsel samt en tillægsbøde på 500.000 kr.

T2 idømtes 6 måneders betinget fængsel med vilkår om blandt andet samfundstjeneste samt en tillægsbøde på 1 mio. kr.

T3 idømtes 1 år og 6 måneders betinget fængsel med vilkår om blandt andet samfundstjeneste og en tillægsbøde på 2.850.000 kr. Vedrørende den nedlagte påstand om rettighedsfrakendelse fandt retten, at der ikke forelå en nærliggende fare for misbrug, at der var tilstrækkeligt grundlag for frakendelse.

Byrettens dom blev anket af T1, T2 og T3 med påstand om frifindelse, subsidiært formildelse. Forsvareren havde blandt andet nedlagt påstand om forældelse. Anklagemyndigheden påstod domfældelse i overensstemmelse med den for byretten rejste tiltale og skærpelse.

Landsretten fandt vedrørende alle forholdene ikke, at forfølgningen var udsat på ubestemt tid, og der var således ikke af denne grund indtrådt forældelse for nogen af de af anken omfattede forhold.

Med hensyn til T1 var der ikke indtrådt forældelse, idet landsretten lagde til grund som ubestridt, at underretning om sigtelsen kom frem til T1’s e-boks den 23. maj 2018 og forældelsesfristen blev afbrudt, da T1 modtog sigtelsen i sin e-boks.

Landsretten fandt, at der objektivt set var tale om skattepligtige gaver, idet det ikke var meningen, at de modtagne pengebeløb på noget tidspunkt skulle tilbagebetales til gavegiver. Landsretten lagde herved navnlig vægt på, at T2 og T3 modtog betydelige beløb i gave fra gavegiver, hvilket T1 var bekendt med. Landsretten lagde endvidere vægt på de usædvanlige vilkår, som fremgik af de fremlagte gældsbreve, som i øvrigt ikke dækkede de fulde lånebeløb, herunder at lånene var afdragsfri indtil et tidspunkt, hvor gavegiver overvejende sandsynligt ville være død, og ikke kunne opsiges af gavegiver, at der ikke løbende blev beregnet eller betalt rente af lånene, samt at lånene var usikrede. Landsretten lagde desuden vægt på, at T3’s mails af 1. og 3. marts 2013 må forstås således, at det var hans opfattelse, at det ikke var meningen, at beløbene på noget tidspunkt skulle tilbagebetales, samt at gavegivers advokat, i brev af 14. november 2014 til skattemyndighederne havde anført, at hans klient havde betragtet overførslerne som gaver.

Landsretten fandt forsæt bevist med hensyn til T2 og T3 og stadfæstede byrettens dom.

Med hensyn til T1 fandt landsretten efter forholdenes karakter og henset til sagsbehandlingstiden, at straffen skulle fastsættes til fængsel i 6 måneder, der blev gjort betinget med vilkår om blandt andet samfundstjeneste i 120 timer samt en tillægsbøde på 1.075.000 kr.

Toldtariffen anvendes ved ind- og udførsel af varer og er grundlag for såvel toldbehandlingen som indsamlingen af oplysninger til udenrigshandelsstatistikken, herunder Intrastat.

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at Spørgers leverancer i form af undervisning i korsang til to gospelkor, som var organiserede som foreninger, der kunne ansøge om at blive folkeoplysende foreninger, var momsfritaget.

Spørger agerede som en afgiftspligtig person, når han leverede ydelser i form af korundervisning.

Spørgers undervisning kunne ikke momsfritages som skoleundervisning efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 3, idet undervisningen ikke kunne anses for at vedrøre en bred og varieret mængde af emner. Derudover vedrørte undervisning i gospelkorsang deltagernes fritidsinteresse og måtte dermed anses for at være af ren rekreativ karakter.

Undervisningen kunne heller ikke momsfritages som faglig undervisning efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 3. Undervisningen vedrørte deltagernes fritidsaktivitet og førte dermed ikke til tilegnelse af viden eller færdigheder, der hovedsageligt, havde et erhvervsmæssigt sigte.

Endelig kunne Spørgers undervisning i gospelkorsang heller ikke anses for en momsfritaget kulturel aktivitet i henhold til momslovens § 13, stk. 1, nr. 6. Undervisning i gospelkorsang kunne ikke anses for at have tilsvarende karakteristika og betydning for dansk kultur, som det var tilfældet for museer, biblioteker og zoologiske haver. Undervisning i gospelkorsang havde i højere grad karakter af at være en underholdningspræget aktivitet på lige fod med teaterforestillinger og koncerter, som ikke omfattedes af momsfritagelsen af kulturelle ydelser.

Sagen angik, dels om et lån ydet af skatteyderens selskab til et andet selskab, der også var ejet af skatteyderen, udgjorde et indirekte lån til skatteyderen omfattet af ligningslovens § 16 E, og dels om skatteyderen skulle beskattes af overskud af udlejningsvirksomhed.

Retten fandt, at lånet ikke var forretningsmæssigt begrundet og ikke ydet i det långivende selskabs interesse. Retten lagde derfor til grund, at lånet alene var ydet i kraft af skatteyderens bestemmende indflydelse i begge selskaber, og at lånet på den baggrund måtte anses for at have passeret hans økonomi. Skatteyderen var derfor skattepligtig af lånebeløbet som maskeret udlodning, jf. ligningslovens § 16 E, jf. § 16 A. Retten fandt videre, at Skatteyderen ikke havde godtgjort, at overførslerne var udtryk for fejl, og det kunne ikke føre til et andet resultat, at det låntagende selskab efter skatteyderens forklaring var blevet stiftet af og efter råd fra revisor, som også havde rådgivet om overførslerne.

Retten fandt desuden, at skattemyndighederne havde været berettiget til at foretage en skønsmæssig ansættelse af overskuddet af skatteyderens udlejningsvirksomhed, og at der ikke var grundlag for at tilsidesætte skattemyndighedernes beløbsmæssige opgørelse af overskuddet, der blandt andet omfattede en fikseret husleje vedrørende skatteyderens datter. 

Spørger 1 og Spørger 2 er ægtefæller og har fire fælles børn. Ægtefællerne overdrog i november 2025 alle deres kapitalandele i et selskab til deres børn. Overdragelsesaftalerne var betinget af, at Skattestyrelsen ved bindende svar bekræftede, at betingelserne for overdragelse af kapitalandelene med skattemæssig succession var opfyldt. Skatterådet bekræftede, at Spørger 1 og Spørger 2 kunne overdrage kapitalandelene i selskabet til deres børn med skattemæssig succession efter reglerne i aktieavancebeskatningsloven § 34.

Sagen angik, om en skatteyder som hovedanpartshaver kunne beskattes af driftsunderskuddet i sit selskab som maskeret udbytte samtidig med, at han blev rådighedsbeskattet for privat brug af selskabets heste.

Sagen angik desuden, om selskabet havde været berettiget til at fratrække de driftsmæssige underskud fra stutterivirksomheden, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, samt om selskabet skulle beskattes af en fikseret lejeindtægt på baggrund af skatteyderens rådighed over hestene, jf. ligningslovens § 2 og statsskattelovens § 4.

Endelig havde selskabet og hovedanpartshaveren gjort gældende, at beskatningen var i strid med nettoindkomstprincippet, og at den fikserede leje skulle indgå i driften af virksomheden som en lejeindtægt, således at selskabets driftsunderskud og dermed også det beløb, som hovedanpartshaveren blev udlodningsbeskattet af, blev reduceret.

Det var i sagen ubestridt, at selskabets virksomhed med drift af køb og salg af heste ikke var erhvervsmæssig, og at driftsunderskuddet derfor skulle anses som maskeret udbytte. Det var desuden ubestridt, at selskabet havde stillet heste til rådighed for hovedanpartshaverens private brug uden at have modtaget vederlag herfor. 

Landsretten lagde til grund, at der i selskabets regnskaber ikke var medtaget finansieringsomkostninger knyttet til indkøbet af hestene, men alene afskrivninger og driftsomkostninger. Ved beskatningen af driftsunderskuddet var der således ikke sket beskatning for den del af markedslejen, der ville udgøre et beløb svarende til en forrentning af investeringen i hestene. Der var derfor ikke tale om en dobbeltbeskatningssituation. 

Landsretten fandt på den baggrund, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte Skattestyrelsens afgørelser om fiksering af markedslejen, henholdsvis værdiansættelse af skatteyderens rådighed over heste, der var opgjort på baggrund af en markedsrente svarende til diskontoen + 4 % af hestenes anskaffelsessum.  

Landsretten fandt desuden, at den beskatning, der var foretaget ved Skattestyrelsens afgørelser ikke var i strid med nettoindkomstprincippet. Landsretten udtalte, at den foretagne beskatning som følge af den manglende betaling, ikke påvirkede opgørelsen af underskuddet. Der var derfor ikke grundlag for at reducere driftsunderskuddet med den fikserede leje.

Skatteministeriets påstande blev derfor taget til følge. 

Anmodningen handlede om en påtænkt omstrukturering, hvor Spørger ønskede at foretage en ombytning af alle sine aktier i H2 der var et islandsk kapitalselskab med anparter i H1 (ApS) uden tilladelse fra Skattestyrelsen. På den måde fik Spørger et dansk selskab ind mellem sig selv og det islandske selskab.

Skatterådet bekræftede i spørgsmål 1, at Spørger kunne gennemføre aktieombytning af H2 skattefrit efter de objektive regler i aktieavancebeskatningslovens § 36, og at det ikke udløste beskatning hos Spørger.

Under spørgsmål 2 bekræftede Skatterådet at transaktionen kunne gennemføres uden at være i strid med ligningslovens § 3, idet de påtænkte dispositioner ikke blev anset for at have til formål at opnå skattemæssige fordele for de involverede selskaber som følge af omstruktureringen.

Spørger var et ikke skattefritaget dødsbo, hvori der indgik en række udlejningsejendomme og en skov- og landbrugsejendom, som afdødes børn skulle arve. Sønnen B skulle arve skov- og landbrugsejendommen, hvorfra der blev drevet skovvirksomhed, landbrug, udlejning af boliger på ejendommen og udlejning af dagsjagter.

Skatterådet bekræftede, at sønnen ville få udloddet én selvstændig virksomhed ud af flere virksomheder, og at han derfor kunne overtage den til skov- og landbrugsvirksomheden svarende del af indestående på konto for opsparet overskud, jf. dødsboskattelovens § 39, stk. 2, 2. pkt.

I dødsboet indgik der endvidere finansielle aktiver. De finansielle aktiver vedrørte ikke direkte nogen af virksomhederne, men var indtjent i en virksomhed, der var solgt tidligere.

I den situation var det Skatterådets opfattelse, at der ved beregningen af det overtagne opsparede overskud ikke var nogen begrænsninger i, hvordan de finansielle aktiver blev fordelt mellem de forskellige virksomheder ved udlodningen til arvingerne. Skatterådet bekræftede derfor, at de finansielle aktiver frit kunne fordeles mellem virksomhederne ved udlodningen til arvingerne og dermed ved beregningen af den del af konto for opsparet overskud, som sønnen kunne overtage.

Sønnen kunne som nævnt ovenfor overtage den til skov- og landbrugsvirksomheden svarende del af det opsparede overskud. Denne del skulle beregnes efter forholdet mellem kapitalafkastgrundlaget i den udlagte virksomhed og det samlede kapitalafkastgrundlag for alle virksomhederne. Der kunne dog ikke overtages et større opsparet overskud end værdien af kapitalafkastgrundlaget i den udlagte virksomhed. Skatterådet bekræftede, at Spørgers beregninger af det overtagne opsparede overskud var opgjort efter disse principper.

I en sag, hvor særordningen om rejsebureauers opgørelse af afgiftsgrundlaget til fortjenstmargin i momslovens §§ 67-68 fandt anvendelse, havde et selskab stiftet et datterselskab, hvis formål var at indkøbe flybilletter fra tredjemand og sælge dem (uændret) til selskabet med en avance. Spørgsmålet var, om der mellem selskabet og datterselskabet, som var interesseforbundne parter, jf. momslovens § 29, stk. 3, reelt var sket levering af en ydelse mod vederlag, jf. momslovens § 4, stk. 1, og om datterselskabet var en afgiftspligtig person, der drev selvstændig økonomisk virksomhed, jf. momslovens § 3, stk. 1. Videresalget af flybilletter fra datterselskabet til selskabet var en momsfritaget transaktion i henhold til momslovens § 13, stk. 1, nr. 15. Videresalget af flybilletter skete til en højere værdi end markedsprisen, hvorved selskabets margenmoms blev reduceret væsentligt, og der blev genereret et stort overskud i datterselskabet, som efterfølgende blev udloddet til selskabet. Landsskatteretten fandt, at datterselskabet ikke drev selvstændig økonomisk virksomhed i momslovens forstand, jf. momslovens § 3, stk. 1, da aktiviteten - henset til samhandelsvilkår og pengestrømme - reelt var udøvet for selskabets regning og risiko. Datterselskabet var alene stiftet og indskudt i transaktionskæden med det formål, at selskabet kunne opnå en momsbesparelse ved lavere margenmoms. Som følge heraf var datterselskabet ikke en afgiftspligtig person, jf. momslovens § 3, stk. 1, og transaktionerne mellem selskaberne var dermed ikke omfattet af momslovens anvendelsesområde, jf. momslovens § 4, stk. 1. Landsskatteretten fandt derfor, at der skulle ses bort fra den merpris, som det kunstigt indskudte datterselskab havde opkrævet ved det formelle indkøb og videresalg af flybilletterne. Herved opnåedes en momsmæssig behandling, der afspejlede den økonomiske og forretningsmæssige virkelighed, som var, at selskabet reelt havde indkøbt billetterne hos flyselskaberne.
Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse.